Tomas Strøbye: En stille helt i kampen for stemmeret og værdighed

Det stille oprør: Arven efter Tomas Strøbye – manden, der aldrig råbte, men alligevel blev hørt

Du ved, hvordan der nogle gange er folk, der bare er… seje, uden de overhovedet prøver? Ikke fordi de har en rasende sixpack eller kaster sig ud fra fly uden faldskærm (selv om det burde være en god grund til respekt – og terapi). Nej, vi taler om den slags seje, der ændrer verden med en stille insisteren på værdighed midt i modvind.

Tomas Strøbye var sådan en mand.

Han døde i februar 2024 i en alder af 58 – efter en tragisk faldulykke – men efterlod sig noget, der rækker langt ud over nekrologer og blomsterbuketter. Han satte et aftryk. Med både hjertet og hovedet – trods en medfødt hjerneskade – og sammen med sin mor, Lone Hertz, førte han en kamp, der måske ikke trender på TikTok, men som ærligt fortjener en spot i vores fælles bevidsthed.

Bag et kendt navn gemte sig en vilje af stål

Okay, Tomas var ikke bare hr. Hvem-som-helst. Han var søn af skuespillerne Lone Hertz og Axel Strøbye – og ja, hvis du nogensinde har zappet forbi en dansk filmklassiker, har du helt sikkert stødt på farens præcist timede replikker (vi siger “Midt om natten”, og du siger “Skål!”). Men Tomas’ eget liv handlede ikke om scene-lamper og premiere-rødvin. Det handlede om noget andet. Noget vigtigere.

Efter en hjerneskade i barndommen tilbragte han årtier i den danske institutionsverden. Men i stedet for at lade sig pakke væk, blev han – med sin mors utrættelige opbakning – frontfigur i kampen for, at umyndiggjorte skulle have stemmeret i Danmark. Jep, du læste rigtigt: Stemmeret. Dansk demokrati havde et hul, og Tomas stak næsen ind i det – pænt men bestemt.

Hvad handlede kampen egentlig om?

Kort fortalt: Hvis du er sat under værgemål i Danmark, mister du typisk din stemmeret. Det vil sige, at en person med f.eks. udviklingsforstyrrelser eller hjerneskade, som i princippet kan udtrykke meninger og forholde sig til politik, skal tie politisk ved valget. Ridser det lidt i retfærdighedssansen? Det gjorde det også hos Tomas – og Lone.

De lagde sag an mod staten og gik hele vejen til Højesteret. De tabte godt nok, men sagen rykkede noget. I 2018 blev værgemålsloven ændret, og siden har stemmeretten ikke været automatisk på standby for folk under værgemål. En lille sejr. En kæmpe forskel. For dem, det gælder.

Den slags heltegerninger larmer måske ikke på sociale medier – de har hverken dansende babyer eller clickbait-titler – men de ændrer samfund.

Lone Hertz fortsætter – og får hæder

Efter Tomas’ død tidligere i år har hans mor ikke lagt kampgejsten på hylden. Tværtimod. I 2025 fik hun en hæderspris opkaldt efter sig – “Hertz-prisen” – netop for sin livslange indsats på handicapområdet. Hun har skrevet kronikker, startet samtaler og bidraget til at gøre højskolen i Hou (Egmont Højskolen), som Tomas boede og elskede, til et fyrtårn for værdighed og inklusion.

Det er noget andet end influencers i proteinrus eller realitydramaer med savsmuld i håret. Ikke fordi det ikke også kan være underholdende – du kan f.eks. se hele deltagerlisten til Vild med dans 2025 her – men det er rart at blive mindet om, at der også findes hverdagshelte uden palietter.

Der findes mennesker, der ikke leder med ego, men med empati. Og Tomas Strøbye var en af dem.

Så næste gang du skyder en Netflix-serie i gang, smider 100 i bænkpres eller brokker dig over, at mobilen er langsom, så husk lige ham. Ikke fordi du skal have dårlig samvittighed, men fordi det faktisk betyder noget, at nogen engang kæmpede for, at alle stemmer – også de svageste – skulle høres.

Og det er da rimelig sejt, hvis du spørger os.